Where: Studenterhuset
København
1150
Denmark
Peter Pagh holder releasekoncert på Studenterhuset med live band
Det bliver en nærværende og uforglemmelig oplevelse, når Peter Pagh med sit band inviterer til første headliner koncert på Studenterhuset i København lørdag den 18. oktober.
I to årtier har Peter Pagh som producer, sanger og rapper sat sit præg på den danske undergrundsscene. Mest kendt fra sit mangeårige makkerskab med rapperen Pelle Møller i grupperne Parlør og Månebarn, hvor sidstnævnte fik rosende ord med fra Gaffa på seneste album fra 2023. Derudover har Peter Pagh på det seneste boltret sig i gruppen Mig & Peter (med Fabeldyret), der bl.a. hittede med singlen Leopardtøj, som blev anbefalet af DR’s Karrierekanonen.
På det kommende album ”Hvorfor er folk så glade?” leverer Peter Pagh melodiøs rap og indiepop med stærke og brutalt ærlige tekster, uden det bliver sentimentalt. De alvorlige emner bliver løftet af letheden i selvironisk humor og et jazzy flow. Albummet gæstes af bl.a. rapperne Mund de Carlo, Ham Den Lange, samt popsangeren Tenna Ida, der alle gæster showet den 18. oktober.
Peter Pagh har solid erfaring med livekoncerter og har de seneste år bl.a. optrådt på Urban 13, Stengade og Nakkefestival. Denne gang får Peter Pagh selskab af et rutineret backingband, mens superduoen Mig & Peter runder aftenen af med en dansevenlig eksplosion af et live sæt, hvor DJ Jett afvikler showet bag DJ-pulten.